Alle Originale Plakater

Her finder du Danmarks mest unikke udvalg af Originale Retro Plakater!I RE-ART har vi gennemgået mere end 10.000 gamle ugeblade og af den årsag har vi det største og mest unikke udvalg af originale såvel som restaurerede vintage plakater i Danmark.

Hos Re-Art kan vi garantere, at du finder original retro kunst, som du ikke finderandre steder og vi finder løbende nyt.

Dertil kommer, at vi er specialiserede i, at finde præcis det du leder efter.
Med vores specialviden ved vi præcis hvilke årstal og ugeblade vi skal lede i, for at finde det du leder efter

I Re-Art servicerer vi dagligt virksomheder og private kunder der efterspørger specifikke plakater indenfor specifikke emner og vi har hjulpet tusindvis af kunder med deres individuelle plakat ønsker.

Filter

Original Vintage plakat , gamel carlsberg plakat, øl skilte, reklame plakater, kunst plakater, plakater til hjemmet, plakater og posters, historiske plakater, gamle plakat, plakat til stuen, store plakater, plakat 20 x 30, plakat 30 x 40, plakat 50 x 70, plakat 61 x 91, plakat 70 x 100

Mål og Rammer

Plakaterne måler typisk 25x34, men kan varierer en smule. Alle vores plakater kan indrammes i specialfremstillet retro rammer, hvis de skal have det helt sprøde vintage-look.

Stand og Sjældenhed

Fordi vi har gennemgået mere end 10.000 gamle ugeblade, vil du opleve, at priserne varierer afhængig af alder, stand og sjældenhed.

Plakaterne kan selvfølgelig også bære præg af tidens tand. Der kan forekomme brugsmærker og slitage, som altsammen bidrager til lidt ekstra patina.

 

 Finder du ikke det du søger

Vi gennemgår ofte nye ugeblade og der vil derfor løbende komme nye motiver til, så kom tilbage jævnligt og se vores nye produkter, efterhånden som de kommer til.

Har du brug for vejledning til din boligindretning eller finder du ikke det du søger, er du velkommen til, at kontakte os via vores kontaktformular. Da vi har 25.000 ugeblade liggende på lager, vil det være sandsynligt, at vi alligevel har det du søger.

 

En erindrings medley fra "min" barndom omkring de gamle ugeblade og reklamer plakater - skrevet af en af Re-Arts kunder Anne-Marie Smed.


"Jeg er jo barn af 50erne-60erne og her fyldte ugeblade og aviser og de reklamer der var deri, meget, ligesom reklamerne der dukkede op i div. forretninger, bla. hos den lokale købmand og brugsforening. Man kunne stå længe og fordybe sig over hvad den aktuelle reklame handlede om, men husker nu mere, at det var fordybelsen over selve billedet - altså specielt når der var tale om trygge, genkendelige billeder, måske en lille "stribe", som endda kunne fortælle en lille historie, bla. husker jeg nogle med fokus på tandpasta, shampoo/skæl shampoo, tobak, osv. 
Reklamerne var jo tit hele små kunstværker, som brændte sig ind på nethinden og nogle, fangede selvfølgelig mere end andre, og når jeg genser dem i dag, gribes jeg af nostalgi og mindes bla. når mor syltede og lavede saft -(der skulle jo ikke være tomme hylder i spisekammeret til vinterens komme!)- når jeg ser de skønne billeder af "Atamon" reklamerne! Den gule kineser med hårpisken, de skæve øjne og ét stort smil, blandt de smukke pastelfarvede stikkelsbær! Jeg blev altid så betaget af disse skønne halvtransparente bær og gør det egentlig endnu, hvor også ribs gør sig gældende!

Også den mørke skønhed med blomsten i sit  sorte bølgende hår, der prydede vanille dåsen og blev endnu smukkere når billede og duft blev ét! 
Dengang var der ingen der blev krænkede over andre folkeslag blev anvendt i reklamer og ingen reklamer sprang os i øjnene fra fjernsynet - vi havde slet ikke sådan et apparat i mit barndomshjem! Var vi en tur i biografen, var der jo reklamer på det store hvide lærred - ser stadig reklamerne for "Dandy" og "Stimorol" tyggegummi, samt pastillerne "Gajol" og "Läkerol" pastiller.
Amo opskrifterne/ reklamerne var bare så hyggelige, at man næsten kunne dufte det nybagte brød! Disse opskrifter stod ofte i et lille stativ på købmandens disk og mor samlede på dem til stadighed og jeg tror faktisk de alle blev afprøvet - dengang bagte husmoderen jo som regel en til to gange om ugen, da der nødigt skulle mangle hjemmebag  til eftermiddags- og aftenkaffen!
Blandt mine opskrifter har jeg stadig nogle udvalgte, fra min mors tid.

Rengøringsmidler og vaskepulver var også rigt repræsenteret, samtidig med at der ikke var flere, end man genkendte samtlige! Til opvasken brugte mor "Nuren", som jeg elskede duften af og som jeg straks ville genkende, hvis jeg blev præsenteret for den i dag! Nuren var i en grøn glasflaske, lukket med en korkprop. Ellers var fast, brun sæbe en favorit til rengøring!

Ugebladene var bare et hit! Mine forældre blev gift i 1943 og mener bestemt, at min mor holdt  "Alt For Damerne" i alle disse år, indtil hun med tiden, faldt for "Familie Journalen", som hun holdt resten af sit liv og gættede samtlige kryds og tværs - da min far levede sad de sammen og gættede, så der var ikke noget at komme efter, når jeg fik deres læste blade!

Mor gemte dem alle i kasser på loftet og her blev der hentet forsyninger på mange regnvejrsdag, på dage, hvor jeg fandt ud af, at jeg kedede mig, eller hvis jeg lå syg under dynen nede på sofaen. Hvis det ikke ligefrem var blade som mor havde gemt, fordi indholdet var vigtigt, fik jeg lov at klippe i dem.
Det kunne være billeder af kjoler og andet tøj, som jeg så brugte til mine påklædningsdukker, eller jeg nød blot at se på alle de skønne billeder, af hvilke jeg helt sikkert legede mig ind i og identificerede mig med.
Det var oftest det tøj der nu var på mode og her var der tit snitmønstre, som man kunne skrive efter, hvilket mor gjorde af og til. Jeg var ikke ret gammel, da hun brugte sådan et mønster til at sy en Ole Lukøje natkjole efter, til mig, i lyserødt stof med små kattekillinger på og endda med trusser til! Både mor og jeg havde succes med at sy efter disse mønstre, for jeg syede selv min konfirmationskjole efter et sådant mønster - i hvid spinlon! Senere vovede jeg mig udi at sy en quiltet skuldertaske i sort nappa efter endnu et tilsendt mønster og denne gang med medfølgende forgyldt taskelås!

Da Prinsesse Margrethe skulle giftes med sin Herni, kunne man købe de fineste marguerit øreclips gennem "Alt For Damerne", hvilket blev gjort og jeg havde dem i mange år!

Jeg nød at se på modeller af kjoler og dragter, som mor fortalte om, både hun selv, hendes søster og veninder havde haft, men også hvordan min mormor gik klædt i sine unge dage.
Mor fortalte om hvordan moden skiftede under krigen og hvor opfindsomme husmødrene blev, i takt med at man ikke rigtig kunne købe, selv basale fornødenheder og denne opfindsomhed vedblev mor at have og brugte flere opskrifter fra den tid, bla. lavede hun kunstig marcipan til julekonfekt.
Hun klippede utallige opskrifter ud og satte i sine koge og bage bøger og på et tidspunkt var der en midterside i bladet, som skulle foldes og derefter syes sammen på midten, så der nu var et helt lille hæfte, som hed "Mine Første opskrifter" - den var selvfølgelig til mig og jeg gik straks igang med at bage små konvulutkager, der skulle rulles ud, skæres med kagespore og foldes sammen om en klat æblemarmelade.
Jo, det var virkeligt et blad for husmødre og for de kommende husmødre, med stort set alt hvad denne, dengang, store gruppe kvinder kunne have nytte af og ikke blot hvad der havde den husmoderlige side at gøre, men også brevkasser med mange spørgsmål og svar og sandelig også skønheds sider - Og dem sprang jeg absolut ikke over!
Flaskerne med" Elida Shampoo" var bare så delikate med deres små ophøjede knopper og på modellens velsiddende hår funklede der små stjerner! Tænk, om man kunne opnå dette! Gik man et skridt videre kunne man dvæle ved reklamen for læbestiften "Sans`Egal" som mor forvildede sig til at købe - nr. 10! Jeg havde bestemt ikke noget imod det, da jeg nød at låne den!

Naturligvis skete der ændringer i ugebladene - man fulgt jo selvfølgelig moden og sproget. I min barndom var man de´s, både verbalt og gennem al lekture - ved nærmere eftertanke, tror jeg, at som stor pige, følte sig lidt mere voksen, når man læste "De" og "Deres" (Smiler).
Mener, at den allerførste tegneseriestribe i dette blad hed "Prik", men husker ikke hvad den omhandlede.

Fra illustrerede billeder kom der flere og flere fotos, og bladene steg i pris. Jeg husker "Alt For Damerne" kostede 2.-,  måske 2,25 Kr. og det var brugsuddelerens dreng der gik med ugebladene - "Alt For Damerne" om tirsdagen, "Familie Journalen" om torsdagen, "Billed Bladet" og "Se & Hør" om fredagen. En gang imellem dukkede "Se & Hør" op hjemme hos os! Tror det var min faster der somme tider medbragte en pose gamle blade og heriblandt også "Tidens Kvinder"! Uha, her kunne vi ikke være med ude på landet, thi her var man nok rykket nærmere ind på de finere  fruers hjemmebane, men man kunne jo altid svælge lidt i dette univers! I "Se & Hør" var der en del kongeligt stof og udfra dette, fik jeg min første lærdom hvem de kongelige, fra både nær og fjern var! Sådanne billeder fra prinsesse baller eller fra statsbesøg osv. studerede jeg gang på gang og endte næsten med at  kunne alles navne og slægtsbånd! Mor underviste mig udi denne disciplin!

På min barndomsgade var der tre naboer-(nabokoner)- der holdt hvert sit ugeblad og som de byttede indbyrdes og altid tilbage til rette ejermand til slut! Jeg var ofte den som strøg fra dør til dør og skulle holde rede på alt dette bytteri.
Min mor holdt, som sagt, "Alt For damerne" fru Hvorslev holdt "Flittige Hænder" (senere "Hendes Verden") og Agnes holdt "Familie Journalen".  "Flittige Hænder" henvendte sig mest til de helt håndarbejds ivrige - men, en gang imellem var der en påklædningsdukke med bladet, tegnet af Dorte, der tegnede rigtig mange påklædningsdukker og andre illustrationer, plakater, mm. Se, her kom jeg jo ind i billedet, da jeg var vild med påklædningsdukker og havde en pæn samling af dem. Efter påklædningsdukken, kom der, de følgende uger, ét styk tøj til hende,pr. blad, som jo skulle klippes ud, og Fru Hvorslev var ikke ligefrem tilhænger af at man klippede i hendes blade og jeg kunne jo ikke overleve uden at få samlet hele garderoben til den stakkel badedragt-klædte Dorte-dukke! Mor holdt på, at jeg selv skulle spørge om lov og den gik hver eneste gang - Juhu!

Snedkerens kone, Agnes holdt "Familie Journalen" - et skønt blad, med mange forsider med de  mest vidunderlige tegninger af Kurt Ard. Hver gang indeholdt disse illustrationer jo en hel historie i sig selv og vi kunne studere dem længe og nøje. Husker min far var meget imponeret over den fotografiske nøjagtighed og ansigtsudtryk der sagde alt om den øjeblikkelige stemning. Jeg syntes faktisk, at rigtig mange af far-skikkelserne, ofte med piben i munden, mindede så meget om min egen far.

Også illustrationerne til de forskellige romaner og noveller, var jeg betaget af - ikke mindst de flotte frisurer, de lækreste farver på læbestift og neglelak og var der et kig til et par skønne stiletter var den bare helt hjemme! Da jeg blev tenager fulgte jeg trop med mor og Agnes, som ivrig læsere af samtlige romaner og kunne næsten ikke vente til næste nummer udkom! De handlede jo mest om kampen om kærligheden, om at få hinanden, ofte med kamp mellem de gode og de onde. Klientellet var ofte sygeplejersken og lægen, stewardessen og piloten, grever og komtesser.....
Husker især "Drømmen Om det hvide Slot", som senere blev filmatiseret, med Malene Schwartz  i hovedrollen som det forbyttede barn, der viste sig at være komtesse og arving til det hvide slot. Filmen blev indspillet på Lindenborg Slot her i Himmerland.
"Den Hvide Brud" - "Komtessen" - "Pigen Fra Ødemarken" - "Den Blå Lagune" og mange, mange flere. Husker titlerne, men ikke rigtig handlingen, men mindes ingen der endte dårligt - alle levede lykkeligt til deres dages ende.....
Som barn var det første der blev fundet, "Bamse Og Dukke Lise". Far læste "Willy på Eventyr" og mor morede sig over "Klaus Kludder" 

Da jeg blev ældre læste jeg også de forskellige brevkasser og heriblandt fangede Tove Ditlevsen min interesse og senere i livet også hendes bøger. 
I de seneste år, ser man stort set ingen vittighedstegninger mere. Åh, hvor har vi grinet af rigtig mange af dem, der lige sad i øjet! Jeg har stadig en lille mappe med dem, som lige sagde Spar2 til min humor og jeg kan stadig grine af dem!"

Stor TAK til Anne-Marie Smed, for hendes erindrings medley.